Naturgas. Ordet er lyst og let – og hvis ord havde farver, kunne man næsten forestille sig at naturgas ville være grønt eller måske ligefrem lyseblåt. Faktum er dog, at selvom naturgas er naturligt, så er det ikke så grønt, som vi måske alle sammen går og tror.
Naturgas er et fossilt brændstof
Naturgas er opstået gennem de fysiske og kemiske processer, der naturligt finder sted i undergrunden og har gjort det i millioner af år. Her bliver døde organismer og planter udsat for massivt tryk og høj varme, hvorved en række forskellige gasarter opstår.
Naturgas er en blanding af disse og består af kvælstof, CO2, brint, svovlbrinte, helium – og så består størstedelen af naturgas af metangas, der er en endnu stærkere drivhusgas end CO2. Derfor er naturgas ikke så miljøvenligt, som vi måske går rundt og tror. Således står gassen også overfor en kommende udfasning i målet mod en hverdag uden fossile brændstoffer.
Grønnere end sin sorte storebror
Opfattelsen af at naturgas er miljøvenligt bunder i, at naturgas er grønnere end det andet fossile brændstof, vi henter op af undergrunden: Olie.
Udledningen af CO2 under afbrænding af naturgas er da også kun cirka halvt så høj, som den er ved afbrænding af olie – eller kul, som også er af fossil afstamning. Det gør derfor naturgas til det mest miljøvenlige af de fossile brændstoffer, men det betyder ikke, at naturgas er miljøvenligt.
Det er derimod energi fra solceller og varmepumper, som også kan varme boligen op i de tilfælde, hvor det er muligt.
Alternativer til naturgas
Naturgas benyttes overvejende til boligopvarmning og opvarmning af bade- og vandhanevand. Gassen benyttes også i gaskomfurer og nogle få steder anvendes gassen på fjernvarmeværker eller på elværker til enten at skabe varme og/eller elektricitet.
Varmeværker der i dag benytter naturgas, stiler dog også efter den grønne omstilling ved fremover at benytte biogas – skabt af madaffald og restprodukter fra husdyrproduktionen – for at udfase naturgassen helt.
For private er det dog selve opvarmningsformen, der skal ændres, hvis naturgassen skal skrottes og udenfor fjernvarmenettet vinder især luft-til-vand varmepumperne indpas. En luft-til-vand varmepumpe bruger el, hvilket traditionelt er kendt som en dyr metode til opvarmning. Fordi varmepumpen er så effektiv, kan den dog – for hver kWh den får tilført – skabe varme svarende til 4 kWh.
Det gør også varmepumpen til en billigere opvarmningsform og typisk kan man spare 70 procent af varmeudgifterne, hvis man benytter elvarme og cirka 60 procent, hvis man skifter fra naturgas til en luft-til-vand varmepumpe.
Et andet alternativ er et pillefyr. Det er CO2-neutralt, fordi der ikke frigives mere CO2 til atmosfæren ved afbrænding af pillerne, end træet de er fremstillet af alligevel ville frigive ved nedbrydning i for eksempel skovbunden.
